Hvad vil det sige at gå i musikskole?
I musikskolen er det de menneskelige værdier, der er i centrum og omdrejningspunktet er sammenhold, udvikling og musikalsk kreativitet. Undervisningen tager altid udgangspunkt i de forudsætninger, som eleven kommer med. Man skal hverken kunne spille eller synge for at starte i musikskolen. Vi håber bare, at eleven kommer med åbent sind, drømme og forventninger. Så skal vi nok stå klar med dygtige og engagerede lærere i et spændende musikalsk miljø. Vi ved, at det kræver meget af både elever, lærere og forældre – men når det lykkedes, så får eleven en gave for livet!
Forældreopbakning
For at dit barn kan få glæde af sin hobby, er det vigtigt at omgivelserne ikke er et problem. Der skal være plads både fysisk og psykisk til at øve sig. Det er sjovere at spille og øve sig, hvis der er nogle til at lytte og rose, når det går fremad. På den måde får dit barn også et naturligt forhold til at optræde og spille for andre. Husk at eleven kun er kort tid på selve musikskolen, og derfor skal de største fremskridt øves derhjemme.
Find ud af hvordan du bedst kan motivere dit barn. Der skal skabes gode vaner allerede fra starten af. Spilleglæden skal passes og plejes. Hvis eleven er motiveret, giver det lyst til at øve sig – og så bliver man dygtigere til at spille! Og når man bliver dygtigere til at spille får man endnu mere motivation! Når man når et vist niveau er man klar til sammenspil og kan blive yderligere motiveret. Hvis det hele går op i en højere enhed, bliver glæden ved musik hurtigt en del af hverdagen.
Øvelse gør mester
Husk at deltage aktivt i dit barns øvning og giv ros når dit barn rykker sig. I starten kan man ikke forvente at det lyder, som det man kender fra radio/TV. Derfor skal der skabes en positiv indgangsvinkel til dit barns øveprogram. Der skal være plads til at øve sig – både psykisk og fysisk. Fortæl eleven, at du glæder dig til at høre, hvad der arbejdes med i musikskolen. Vær en del af projektet, både når det går langsomt fremad, og når der høstes klapsalver i koncertsalen. Man kan altid motivere sit barn til at øve ved at give lidt ekstra opmærksomhed. Dialogen med læreren er i denne forbindelse vigtig, og her kan man altid få gode råd. Ikke to elever er ens, så der kan ikke gives et endegyldig svar på øvningens mysterium. Dog ligger det fast at kuren oftest ligger i selve opmærksomheden!

